Når man er underviser kan det være hensigtsmæssigt, at beskæftige sig lidt med klasserumskulturen. En klasse har en bestemt livsfase, hvad enten den skal være sammen kortere eller længere tid. Det at være bevidst om faserne kan være en stor hjælp til underviseren, der herved kan intervenere i tide.

Råstofferne til en klasse er (mennesker) elever, et antal individer med hver deres personlige og faglige egenskaber.

Klasser kan som andre biologiske systemer fungere strålende, være livskraftige og vitale og i den anden ende af spektret kan de skrante, humpe af sted og trues af opløsning. Faserne er som følger:

1.  Startfasen:

Der er forskellige indstillinger, forhåbninger og følelser over, at skulle starte i klassen. Der er stor usikkerhed bl.a. vedr. roller -og magtfordeling. Der er ingen uformelle regler og normer Kommunikationen er overfladisk. Man famler sig lidt frem. Der er spænding og entusiasme.

2.  Hvedebrødsfasen:

Begyndende oplevelse af samhørighed, vi-følelse. Ofte god stemning, storsind dominere. Vi er her tilsyneladende for det samme, og vi vil hinanden det godt. Vi ved, hvor vi har hinanden. Uenigheder og konflikter fornægtes (man vil jo nødig gøre sig ud til bens!)

3.  Vi -gruppen

Roller i grupper udkrystalliseres. Evt. undergrupper formes. Relationer udbygges, vi -følelsen forstærkes. Normer og vaner opbygges.

4.  Konfliktfasen:

Uundgåelig. Tilliden er så stor, at uenigheder/forskelligheder, regler m.m. kan tages op til drøftelse. Sker denne drøftelse vil klassemiljøet styrkes og modnes. I modsat fald opstår alliancer og defensive strategier, der medfører stivhed og aftagende effektivitet.

5.  Plateaufasen

Klassen stagnerer, og bliver træt, kører i ring (det hjælper jo ikke alligevel - vi kan ikke gøre en forskel) (lærerne begynder at opleve det som en træls klasse) enkelte elever   begynder at opsøge vejlederen). Der er en følelse af, hverken at kunne få eller yde mere.  Lappeløsninger, fester, middage etc. hjælper kun kortvarigt.

6.  Den modne gruppe

Er præget af såvel fleksibilitet som kreativitet. Der er stort kendskab til og respekt for hinandens forskelligheder. Samværet er præget af opmærksomhed, udforskning og udveksling.
Oplever underviseren at klassen fungere dårligt, kan det være hensigtsmæssigt, at undersøge hvilke problemer der præcist er i klassen. Dette kan gøres ved hjælp af spørgeskemaer, hvor lærer og elever kommer med deres bud på, hvad der fungerer og hvad der er problematisk i klassen.

I nedenstående link er et eksempel på hvordan et spørgeskema kan se ud:

 sprgeskema 7.82 Kb

Formål: at gøre eleverne bekendt med drejebogen for konfliktoptrapning for, at give dem mulighed for at vælge, om de vil optræde efter drejebogen eller gribe ind.

Uoverensstemmelse
                        Personifisering
                                         Probl. vokser
                                                         Samtalen opgives
                                                                              Fjendebilleder
                                                                                              Åben fjendtlighed
                                                                                                                  Polarisering

1.   En uoverensstemmelse:

Først er parterne blot uenige, men ofte kommer der "støj på ledningen" således, at uenigheden vokser sig breder, og handler om andet og mere, end det parterne i første omgang er uenige om. En af parterne træder ved siden af den saglige problemløsning, atmosfæren bliver ubehagelig og situationen falder ned til næste trin.

2.   Personificering:

Nu kommer der negative følelser ind - irritation, frygt, vrede og utålmodighed. Problemet er ikke længere uenighed med hinanden. Man er ikke længere utilfreds med noget, men med nogen. Man angriber, man forsvarer sig, bliver såret, misforstår og forvrænger. Man betvivler den andens motiver.

3.   Problemet vokser:

Gamle uafsluttede konflikter dukker op, gammel forurettethed bliver bragt på banen. Pludselig kommer man i tanke om andre fejl og irriterende ting hos den anden.

4.   Samtalen opgives:

Det bliver de døves dialog: de negative følelser slører tænkeevnen, man kommunikere upræcist, gentager sig selv og hører ikke efter. Til sidst opgiver man at tale med hinanden - det nytter jo ikke noget alligevel. I stedet begynder man at søge forbundsfæller, man prøver at få andre over på sin side.

5.   Fjendebilleder:

Jo mere man lukker af for den anden, jo mere fastlåst bliver forholdet. Vi ser ikke mere den anden klart og nuanceret - men ser kun det negative. Det oprindelige problem fortoner sig. Målet er nu at få ret, at vinde over den anden. Konflikten er nu styrende, den dræner os for energi, hvis den er rigtig slem, kan man dårligt tænke eller tale om andet.

6.   Åben fjendtlighed:

Nu går man over til direkte fjendtlige handlinger. De som ikke er enige i fjendtligheden bliver behandlet som forrædere (klikedannelse, mobning, skilsmisser).

7.   Polarisering:

Nu sker en adskillelse, fx skilsmisse, "fyres af klassen". Man flygter eller presses ud. Efter adskillelsen er der 3 muligheder:

- striden fortsætter på afstand, og kan blive barsk og langvarig.

- de stridende parter opgiver fuldstændigt kontakten til hinanden.

- man bryder konfliktens bane og kommer til en forståelse med sig selv og hinanden.